Hjemmeplejen i Aarhus bliver nøglefri
AARHUS: Daglig håndtering af bundtvis af nøgler er snart fortid i hjemmeplejen. Med et nyt system kan hjemmehjælperne låse borgernes døre op via en app. Det giver øget tryghed for borgerne, oplyser Sundhed og Omsorg i Aarhus.
Det nye låsesystem erstatter almindelige nøgler med digitale nøgler, som fungerer via tablets. På indersiden af opgangs- eller hoveddøren installeres en lille batteridrevet styreboks, som hjemmehjælperne via en app kan logge sig på og låse døren op med. Systemet fungerer via Bluetooth og er uafhængigt af mobildækning.
- Hjemmehjælperne skal håndtere rigtig mange nøgler, men med det elektroniske låsesystem er det slut med at bruge tid på det, ligesom borgerne ikke længere skal bekymre sig om forsvundne nøgler. Det er altså både en større sikkerhed for borgerne, en forbedring af medarbejdernes arbejdsmiljø, og en tidsmæssig besparelse for kommunen, siger Mette Halkier Laurien, projektleder, Center for Frihedsteknologi, Aarhus Kommune.
Tidligere startede og sluttede hjemmehjælperne arbejdsdagen med at hente og aflevere nøgler på lokalcenteret, og ofte måtte medarbejderne udveksle nøgler i løbet af dagen. Det tog tid og gav flere udfordringer.
- Det er en stor lettelse for os, at vi ikke længere skal holde styr på en masse nøgler. Når vi før fik et akutopkald fra en borger, som eksempelvis var faldet, skulle vi først ind på lokalcentret og hente nøglen, før vi kunne tage ud og hjælpe vedkommende. Nu kan vi komme med det samme, siger Lone Andersen, hjemmehjælper, Aarhus Kommune.
Borgeren og eventuelle øvrige beboere i ejendommen bruger fortsat det almindelige nøglesystem og bliver ikke påvirket af nyinstallationen. Systemet er svensk og hedder Phoniro, og det er vagt- og sikkerhedsvirksomheden G4S, der vandt udbuddet om den samlede opgave.
I alt 2800 låse skal gøres elektroniske. Heraf er 700 allerede installeret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.